• en

Blog

talktalk

Camille Sejr – TALK TALK

Camille Sejr (22 år) fortæller om hvordan brikkerne faldt på plads, da hun startede i gruppeterapi. Derfor har hun, sammen med  psykoterapeut Sascha Kempinsk, startet TALK TALK, et nyt gruppetilbud til unge kvinder.

 

 

Hvorfor startede du TALK TALK ?

Fordi jeg selv er en af de unge kvinder, der nogen gange føler mig smuk og stærk, og andre gange alene og uduelig. Min historie har gjort, at jeg ret tidligt startede i psykoterapi. Jeg prøvede forskellige terapeuter, men det var først da jeg mødte Sascha, tingene begyndte at falde på plads. Samtidig læste jeg bogen “Hemmeligheder for pige” af Lotus Turell. Bogen oplevede jeg som et spejl, i forhold til nogle af de svære ting, jeg havde med mig. Jeg fik lyst til at prøve gruppeterapi, at dele mine tanker med andre, men manglede et sted at gøre det. Da min psykoterapeut Sascha Kempinsk spurgte, om jeg kunne se mig selv lave gruppeterapi for andre unge, gav det i den grad mening for mig. Det var en enestående chance for at kunne være med til at skabe et rum, hvor unge kvinder kunne spejle sig selv i andre unge kvinder, og opleve hvor meget genkendelse betyder, når man skal finde vej i det, det de voksne kalder livet.

 

 

Var det ikke svært for dig at tage skridtet og starte i gruppeterapi?

Det sværeste ved at starte i gruppeterapi, var alle tankerne og nervøsiteten op til.  Inden starten på vores samarbejde, tænkte jeg meget over, hvor meget jeg skulle dele. Jeg vidste jo godt, at det var mig, der skulle gå forrest. Det var lidt af et pres, men gav mig samtidigt styrke og tryghed. Jeg var meget koncentreret om tavshedspligt. Det var vildt vigtigt for mig, at alle i gruppen forstod og respekterede, at det, der blev snakket om i gruppen, blev i gruppen. Samtidig var det vigtigt at forklare pigerne, at det ikke er en hemmelighedsfabrik, men et sted man kan dele følelser og tanker, man går alene med. Det fine ved det hele var, at så snart vi sad der alle sammen, forsvandt mine bekymringer. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det, jeg delte her, blev her. Men det ER en grænseoverskridende situation, men åh hvor det giver godt igen, og genkendelsen er det hele værd. Og sidst men ikke mindst: så er det jo min og Saschas, vigtigste opgave at skabe det trygge rum, der skal til, for, at det lykkes.

 

 

Hvorfor tror du lige gruppeterapi har en så god effekt?

Specielt hos unge er det vigtigt at opleve sig både som en del af et sammenhæng og som individ for at kunne udvikle en moden identitet. Vi tror på, at det der styrker vores selvværd, er at tilhøre en tryg gruppe og samtidig opleve, at man selv er vigtig og betydningsfuld for de andre i gruppen.

 

 

Hvad er det, TALK TALK kan?

TALK TALK handler om samtale, men adskiller sig fra andre gruppetilbud, fordi vi ikke samler grupperne ud fra specielle tematikker og udfordringer. Der er plads til alle, og man kommer lige præcis med det, der fylder den dag. Hos os skal man ikke forberede sig, og man skal ikke præstere. Man skal bare være tilstede, og der er ikke noget, der er for stort eller småt. Jeg fungerer som “identifikations-figuren” i grupperne, og Sascha styrer den terapeutiske del. Vi oplever at den konstellation giver en særlig tryghed, så deltagerne vover at dele, at lytte og at være sammen. Det kan ellers være svært, når det drejer sig om noget, der ellers ofte er gemt væk.

 

 

Hvem kan være med i en af jeres grupper?

Vores grupper er til unge piger og kvinder. Vi har grupper der er mellem 15 og 19 år, og så igen mellem 20 og 24 år.  Vi favner alle emner, alt fra problemer med forældre, søskende, kærester, usikkerhed, ensomhed, sex, fremtid, lavt selvværd, angst osv. Der er plads til ALT.

 

 

Hvad drømmer du om?

Min drøm er, at TALK TALK vil bryde med det tabu, det er for mange unge at begynde i terapi. At flere unge vil vove at være sårbare, og ikke mindst turde at bede om hjælp. Det har været det fineste for mig, og det gør ikke én til et svagt menneske. Tværtimod ser jeg det som en enorm styrke. TALK TALK skal være en tryg base, der kan give unge piger og kvinder, mod til at vove sig ud i verden og ind i voksenlivet.

 

 

Tekst Liv Winther Fotografi Anemone Sejr

LeaveCOMMENT

Your email address will not be published. Required fields are marked *